Jeg bøjer mig - for al den positive omtale der har været af filmen HVIDSTEN GRUPPEN er næsten kun den halve sandhed.
Aldrig har jeg oplevet at skulle dele kleenex ud til min sidemand, og aldrig har jeg oplevet at der var stille som i graven, til de sidste rulletekster var løbet over lærredet.
HVIDSTEN GRUPPEN fortjener den dybeste respekt og tak.
Jeg ved godt at det er mange år siden, men de gjorde noget for vores land, som jeg vil håbe jeg kunne gøre i samme situation.
Min far Aksel Wilhelm Olsen gjorde det, han var med i Holger Danske Gruppen og jeg ved at hans kaldenavn var Aksel Olsen. Jeg ved også nu, at han skød en tysker i Store Kongens Gade.
Min far fortalte ellers aldrig om den tid, for som han sagde - hvis vi ikke vidste noget, kunne vi heller ikke fortælle noget - med andre ord så frygtede han til sin død at vores land skulle blive udsat for lignende igen.
Da vi skulle tømme boet efter min far, fandt mine svogre en kasse med ammunition i kælderen. De lagde den i bilen og kørte til politiet med den - gik ind og fortalte om deres last, hvorefter området blev afspærret og bilen blev undersøgt af bombehunde. Man må sige at min far var rustet til det sidste.
Tilbage til filmen - Anne-Grethe Bjarup Riis har på fineste vis forstået at skildre historien, stemningen, livet og personerne, så vi kommer helt ind under huden på dem.
Og jeg må absolut fremhæve Bodil Jørgensen, Jens Jørn Spottag og Bjarne Henriksen for deres fantastiske præstationer - wau siger jeg bare - de fortjener de fornemeste priser!
På en gang græd jeg salte tårer, og samtidig nød jeg en stemning i biografen, der osede af samhørighed, respekt og en stolthed over at være Dansk.
Jeg håber du giver dig selv den oplevelse at se HVIDSTEN GRUPPEN og så håber jeg at du får lige så stærke indtryk af film og stemning i salen som jeg gjorde - husk kleenex!
Billederne er fra en sommertur i 2010, hvor vi var inde på kroen for at spise Gudruns berømte æggekage.
