I torsdags hentede jeg Luca fra fritteren (tænk sig engang den lille purk er kommet på fritter, for til august starter han i skole).
Planen var klar, vi skulle på årets første strandtur :)
Jeg troede egentlig det skulle være en overraskelse, så da Luca sagde at han godt vidste det, spurgte jeg selvfølgelig hvor han vidste det fra: "Det fortalte mor mig, og du ved jo godt at hun ikke kan holde på hemmeligheder" :))
Han kender vejen til stranden for vi har gået den så tit!
"Vi skal til venstre her" sagde Luca på et tidspunkt - ja, sagde jeg - hvordan kender du forskel på venstre og højre, hvortil han svarede: " sådan er jeg bare født."
Ok, hvor er så højre spurgte jeg og havde regnet med at han viste vej, men næh nej svaret var meget logisk: "det er selvfølgelig den anden vej Bedste"
Luca fik badet til han rystede som en lille hund, hurtigt blev han tørret og fik tørt tøj på - og så var han egentlig klar igen :)
Han mente vi skulle blive til det var aften, for han havde hørt at vandet var varmere om aftenen :))
Jeg er vild med børnebørne-tid, der bliver smilet og grinet MEGET :O)))